h

Tips til mere køkkenhygge med dit barn

De fleste af os kender det. Vi vil gerne lave mad med vores barn, men det kan føles tidskrævende og besværligt. Her er fem gode tips til fælles køkkensucces.

1. Start simpelt

Start med at lave noget simpelt – det øger chancen for succes. Noget, der kunne være nemt at springe ud i, er en smoothie, en snack, som eksempel soja-mandler, eller en tomatsauce, hvor børnene hakker grøntsagerne groft og efterfølgende hjælper med at blende den. Det er meget forskelligt, hvad der føles simpelt, så måske I har en helt anden idé.

2. Lad dit barn være med til at bestemme

Børn synes, at det er sjovere at lave mad, når de er med til at beslutte, hvad der skal laves. Det kan være en god investering at starte med en lækker og nem snack, som for eksempel denne jordbærsoftice. I kan også få inspiration ved at kigge i en kogebog sammen. Tal sammen om, hvornår I vil lave mad – det bliver helt sikkert sjovest, hvis det er en dag, hvor I begge har lyst og god tid.

3. Kom godt i gang med madvideoer

Børn kan godt lide at lære af andre børn – og her kan en madvideo med børn, der viser, hvordan maden skal laves, være en stor motivation. Der findes forskellige sjove videoer, som eksempler Fars Videokogebog, Familiekøkkenet og GoCook.

4. Fordel køkkenopgaverne mellem jer

Tal gerne om, hvordan I vil fordele køkkenopgaverne mellem jer. På den måde kan I skabe ligeværdighed. Mange børn kan godt lide at lave noget, der er nyt og spændende, for eksempel at hakke grøntsager med en stor kniv, blende en tomatsauce, smage en ret til og anrette maden. Så kan du for eksempel tilbyde at tage at skrælle gulerødder og rydde op.

5. Brug fif og fiduser

Mange forældre synes, at det er besværligt at tage børnene blandt andet, fordi det roder. Fars Køkkenskole har udviklet fif og fiduser, som kan gøre det nemmere og sjovere. En af dem er ”Skraldeskålen”. Det er bare en almindelig skål, som I stiller på køkkenbordet. Her kan I lægge madaffald i. Lad for eksempel dit barn skrælle grøntsager direkte ned i skålen – eller læg emballage i, så I ikke behøver at rende hen til skraldespanden med det. Måske I får et flot opryddeligt køkken, når ’Skraldeskålen’ bliver børnenes køkkenven. Se flere af Fars Køkkenskoles fif og fiduser her.