Fif og fiduser
Fif og fiduser
På Fars Køkkenskole lærer fædre og børn en masse sprøde køkken-fif- og fiduser, så det bliver meget nemmere og sjovere at lave mad sammen. Tjek vores bedste fif og fiduser her – og sæt i gang i køkkenløjerne!
Lad børnene anrette
Børn er super kreative og derfor også gode til at anrette. Mange børn synes, at det er sjovt – og resultatet bliver meget hyggeligere at se på, end hvis far anretter.
Stavblend sikkert
1) Hold Fast i gryden, 2) Sæt stavblenderen helt ned i gryden, 3) Hold stavblenderen i strakt arm, 4) Hold hovedet væk, 5) Blend løs og stop, 6) Sæt stavblenderen et nyt sted og fortsæt på samme vis.
Klip krydderurter
I kan hakke krydderurter, men I kan også klippe dem. Det er en opgave, som mange børn synes er sjov – og den er perfekt til, når du, farmand, styrer den varme ovn eller komfuret.
Den store kniv i den lille hånd
Lad dit barn bruge den store kniv – det er mere sikkert end at bruge en lille kniv.
Dans, imens I shaker dressing
Når I blander en olie-eddike-dressing, så sørg for at shake den godt. Hæld den i en melryster eller i en rent syltetøjsglas og dans så vildt, at den får en en god rystetur.
Smag maden til
Husk at smage maden til, inden I serverer den. Snak om, hvad der mangler og giv retten det sidste lille ekstra, der får fuglene til at synge.
Skær en flig af rullende grøntsager
Gulerødder, kartofler, pastinakker og agurker kan være drilske på et skærebræt, fordi de ruller. Lad farmand skære en flig af den rullende grøntsag. Så ligger den stabilt på skærebrættet – klar til at blive skåret i mindre stykker
Hold styr på skrællerne
Sæt en skål eller biospand på bordet, når I starter madlavningen. Brug den til skræller, ender fra grøntsager og andet ikke spiseligt madspild. Så er det nemmere at holde orden i køkkenet.
Ælt farsen
Det er meget nemmere at ælte en fars med hænderne end at røre den med en ske. Mange børn synes, at det er sjovt, så bare giv den gas.
Lad børnene være værter
Børn revner af stolthed, når de får lov til at servere den mad, de har lavet, for andre.
Børn er gode til at hakke
Små hænder er gode til at skære groft, fx gulerødder til boller i karry. En sikker skæreteknik er at holde kniven i den ene hånd, lægge den anden hånd fladt på knivryggen og trykke ned, når der skal hakkes.
Knæk skrallen af hvidløgsfed
Det kan være besværligt at få skralden af et fed hvidløg. En fed fidus er at ’knække’ skralden af: 1) Læg knivbladet oven på feddet, 2) Hold skaftet med den ene hånd og 3. Giv knivbladet et godt ’dask’ med den anden. I kan også bruge håndroden eller en paletkniv.
Gør skærebrættet sikkert
Et skærebræt kan godt rutsje lidt. Det gør det svært og mindre sikkert at arbejde på. Et godt tip er at lægge en fugtig klud eller et stykke køkkenrulle under. Så ligger skærebrættet stabilt.